Stort tillykke med studenterhuen til Team Danmark-eleven William Bøving
Det har været en intens forsommer for William Bøving. Først blev SRP’en skrevet, mens han spillede U21 landskampe mod blandt andet Belgien. Så blev han danmarksmester med FCK foran et propfyldt parken. Og 22. juni fik han så sin studentereksamen – og endda i god stil med et snit et godt stykke over middel. Vi har taget en snak med William for at høre, hvordan han formåede at nå alt det på 3 måneder.
Team Danmark-ordningen var en kæmpe hjælp
I 1.g og 2g var Williams hverdag mere normal, selvom træningen optog meget af hans tid. Men da han blev fast mand på FCKs førstehold i efteråret 2021 begyndte det at være svært at nå det hele: ”Når man spiller for FCK, så kræver det, at man træner stort set hver dag fra morgen til efter frokost. Det er klart, det har været en stor udfordring at balancere det med skolen” siger han, og fortsætter: ”Øregård har været helt suveræne i opbakningen. De har udvist en stor rummelighed, især gennem deres Team Danmark koordinator, som virkelig har været en stor støtte. Det hele er foregået som et samarbejde mellem klubben, skolen og mig, hvilket har været virkelig dejligt”.
William har været god til at passe sine skriftlige afleveringer, men det har krævet en del disciplin at åbne bøgerne efter en lang dag på træningsbanen: ”Af og til var det virkelig hårdt, og lige omkring SRP’en var jeg tæt på at miste troen på, at jeg kunne nå det hele. Men sammen med skolen fik jeg lavet en plan for at komme i mål, og det er jeg virkelig glad for nu. Det var en helt fantastisk følelse at få huen på”.
Klassen bakkede op hele vejen
Gennem hele min gymnasietid har en del venner fra skolen været med ude og bakke op – både i Parken, men også på de mange udebaneture. Det var fedt, især her i foråret, hvor jeg spillede meget. Der stod altid en flok fra klassen, og det var ekstra sjovt at fejre det med dem undervejs”, siger William. ”Men faktisk er to af mine bedste venner (Kristoffer og David) slet ikke interesserede i fodbold, og det har også været vildt rart at komme på skolen, og så bare snakke om noget helt andet med dem. På en måde har det været noget af det bedste – det har været en form for frikvarter fra det hele, for det er gået helt vildt stærkt. Mine venner har også været en kæmpe hjælp i det faglige arbejde, og vi deler en del interesser der. Fx for international politik og økonomi”, forstætter han.
William kommer ud fra den sidste eksamen som nybagt student. Han forsvarede sin SRP om den aktuelle krig i Ukraine.
Vildt at gå fra mesterskabsfejring til læseferie
”Det var til gengæld lidt af en omvæltning at gå direkte fra et fyldt parken – og den vilde efterfest med store musiknavne og tusindvis af fans udenfor bagefter, og så bare begynde på læseferie dagen efter. Jeg var oppe i mange fag, for mit fravær var blevet for højt fx i historie og idræt. Men det gik heldigvis fint med eksamenerne. Og nu er huen på, og den næste uge har jeg fuldstændig fri, og det glæder jeg mig utroligt meget til. Nu skal det fejres med klassen og vennerne”, fortæller han. “Nu glæder jeg mig helt vildt til at kunne koncentrere mig 100% om fodbolden. Det har været helt vildt at være med til at vinde mesterskabet. Det er jeg virkelig taknemmelig for lykkedes. Og nu hvor huen er på, kan jeg for alvor slappe af og nyde det hele”.
Stort tillykke med huen, William! Vi er alle sammen super stolte af dig!